hoftedysplasi

Hoftedysplasi


Den medfødte hoftedysplasi (engl.: DDH, developmental dysplasia of the hip) er en lidelse, hvor hofteleddet ikke er tilstrækkeligt modnet ved fødslen. Tidligt opdaget og korrekt behandlet kan hoften udvikle sig fuldstændig normalt, hvorimod en sen diagnose ofte medfører smerter og tidlig udvikling af slidgigt i hofteleddet (<70 år).

Tilstanden ses hos 3-5/1000 nyfødte børn og har en arvelig komponent. Piger rammes 6 gange hyppigere end drenge, tilstanden er ofte bilateral, og der ses regionale forskelle (Grønland > Danmark). Efter fødslen undersøges alle børn for hoftedysplasi og ved familær disposition eller en positiv klinisk undersøgelse, foretages en supplerende ultralydsundersøgelse i ortopædkirurgisk regi.

Selvom de fleste tilfælde af hoftedysplasi opdages i barndomsalderen, mener man, at op til 5% af befolkning har en uopdaget hoftedysplasi. Ofte er der tale om en grænsedysplasi, dvs. en tilstand hvor hofteleddet er stabil og velfungerende, men hvor patienten har en øget risiko for at udvikle smerter i og omkring hoften ved fysisk aktivitet.

til ve.: På billedet ses en patient med hoftedysplasi i begge sider. Hofteskålen er ikke lodret og hofterne virker som om de er på vej ud af hofteskålerne. Dette kan give særlige udfordringer for muskler og sener, som kommer på overarbejde.

for oven: standardiseret røntgen af bækken med normale, ikke dysplastiske hofter

Symptomer: Om patienten har symptomer, er afhængig af dysplasigraden, dvs. i hvilket omfang hoftehovedet og hofteskålen passer sammen. Er hoftehovedet ikke eller kun meget lidt dækket af hofteskålen overføres kræfterne (bl.a. kropsvægten) uhensigtsmæssigt. Denne "ustabile" situation udfordrer knogler, muskler og sener på forskellig vis.

Som regel har kroppen evnen til at kompensere for den manglende stabilitet af selve hofteleddet med en øget aktivitet i de omgivende muskler og sener. Denne balance kan dog tippe ved skader eller øget fysisk belastning, hvorefter patienten begynder at klage over træthed og ømhed omkring hoften. Ofte er smerterne bilaterale og ikke sjældent beskrives mere eller mindre ubehagelige klik under særlige bevægelser (intern eller ekstern springhofte). Den mekaniske, ufordelagtige belastning af hofteleddet medfører med tiden, at smerterne bevæger sig fra musklerne hen i mod lysken. Dette er typisk et tegn på, at patienten udvikler skader inde i selve hofteleddet. Klinisk ses en pos. C-sign og impingementtesten kan være positiv. Ubehandlet udvikler de fleste patienter med hoftedysplasi slidtage (artrose), så de hurtigere end resten af befolkning har behov for et kunstigt hofteled.

C-sign: typisk smerte lokalisation ved smerter omkring hofteleddet.

Hofte impingement test: Fleksion ADdukation og IndadRotation (derfor også: FADIR test) er ofte postiv, dvs. udløser de kendte smerter. Testen kan dog også være positiv ved smerter i muskler og sener (bl.a. posas senen).

Diagnostik: Bilaterale hoftesmerter igennem længere tid hos en yngre, kvindelig person, skal rejse mistanke om en hoftedysplasi. En hoftedysplasi be- eller afkræftes med et standardiseret røntgenbillede af hele bækkenet og ikke kun af den side, som giver gener. Hvis man kun tager et røntgenbillede af en hofte, går man glip af en del nyttige informationer, og risikoen, for at man overser dysplasien, er stor.

normal hofteleddet, hvor hoftens centrum ligger i midten af hofteskålen. Belastningen kan fordeles ligelig.

Dysplasihofte med en relativ for lille og skrå hofteskål. Belastningen fordeles ufordelagtigt og kan med tiden medføre smerter og slid.

Behandling: Behandling for hoftedysplasi er afhængig af patientens alder og graden af dysplasi. Mens børn ofte kan behandles ikke-kirurgisk, kræver behandlingen hos voksne ofte en operation.

Ved en manifest hoftedysplasi med en for lille og for stejl hofteskål, skal patienten henvises til et af de 3 store hospitaler, som udfører den kirurgiske behandling for hoftedysplasi (Rigshospital København, Odense Universitets Hospital eller Aarhus Universitets Hospital).

Er patienten <45 år og uden radiologiske tegn på slitage, tilbydes som regel en bækkenosteotomi (også kaldt Ganz operation eller periacetabular osteotomi - PAO). Tilstanden kan ikke behandles med en kikkertoperation (hofteartroskopi), og jo længere der går mellem symptomdebut og diagnosen, desto større er risikoen for, at patienten allerede har udviklet så meget slid at et kunstigt hofteled er den eneste operative behandlings mulighed.

Ved operationen re-orienteres hofteskålen så hoftehovedet er dækket bedre. På denne måde opnås en biomekanisk mere fordelagtig fordeling af belastningen i hofteleddet, som på sigt har vist at reducere risikoen for tidlig slitage (<60år) og/eller behovet for et kunstigt hofteled.

Ved en hoftedysplasi er hoftehovedet (caput) ikke tilstrækkelig dækket af hofteskålen.

Under operation frigøres hofteleddet fra bækken (osteotomi), hvorefter den fikseres med 2-3 skruer i den øvre bækkenkam.

En bækkenosteotomi (Ganz osteotomi, PAO) er et større indgreb med risiko for blødninger og nerveskader, hvorfor operationen som regel ikke udføres ambulant. Patienten forbliver indlagt i op til en uge og udskrives når smerterne under kontrol og mobilisering opstartet. I hvilken grad man må støtte på hoften er afhængig af selv operation og eventuelle komplikationer, hvorfor den kan variere. Som udgangspunkt aflastes hoften i op til 6 uger med krykke stokker, mens man sideløbende opstarter et struktureret træningsforløb i kommunal regi.